Frederik Mørkeberg Mikkelsen

I dag stod den på patrulje på Surfers Paradise med min fætter, BJ. Stille og rolig dag på “kontoret”. Ingen redninger og meget skiftende vejr. Fik dog en god svømmetur og en tur ‘to the back’ på paddle board. Her er nogle billeder fra dagen.

Endnu engang må jeg meddele jeg har fået nyt favorit sted! Jeg har flere gange hørt om dette sted, som værende Gap Creek og Daisy Hill på steroider og det må man sige det levede op til. Det skuffede på ingen måde og det er helt klart det fedeste sted jeg har cyklet mtb. Utrolig mange spor i forskellige sværhedsgrader og med godt flow.

Jeg var taget ud med Mat, for at prøve dette nye sted. Det er desværre ikke lige i nærheden af Brisbane og krævede 90 minutters kørsel til byen Beudessert, et navn vi havde meget sjov med, da det ikke gik skide godt for mig at udtale. Beeeeeeuuudessert.

Da vi kom frem til parkeringspladsen stødte vi på andre mountainbikere som vi var så heldige at få råd til hvor de fede spor var og oven i det et kort. Perfekt og gjorde det hele en del lettere.

Jeg følte mig godt kørende og på trods af at Mat kun var en skygge af sig selv gik det over stok og sten. Vi startede med at køre til toppen af Mount Joyce via et spor med virkelig mange switchbacks. Man kunne let se potentialet i disse spor nedad, men vi havde valgt at starte med at se på de sorte spor. Sporene i denne skov var nemlig kategoriseret som på ski, hvor sort er det sværeste. De spor vi ville køre på viste sig at være dobbel sorte og med stor advarsel inden man kørte ind på dem.

Det slog os dog ikke ud, tværtimod glædede det os. Jeg monterede mit GoPro kamera og vi påvegyndte nedstigningen. Det viste sig dog hurtigt at disse spor krævede man holdt tungen lige i munden og havde nosser (og nok en downhill cykel)! De første svære stykker blev kørt efter lige at have prøvekigget på linjerne inden. Det var dog ikke langt ned af nedkørslen vi igen stoppede og kiggede på det næste svære stykke, at vi begge ikke kunne finde en måde i vores hoved, hvor det ville være muligt at køre den uden en stor risiko. Det værste var nok de mange drop og det var så stejl, at hvis man påbegyndte nedstigningen blev man nødt til, at gå 100% ind i det.

Efter at have kigget alt for lang tid på den, besluttede jeg mig for at prøve starten af den og med hjælp fra Mat blive stoppet efter første tredjedel. Problemet med at kigge forlænge på sporet er, at man danner sig en billede af alle de små ting der kan gå galt.
Så selvom jeg fik kørt første tredjedel af den og succesfuldt blev stoppet af Mat, var det stykke ikke i nærheden af hvor svært resten af den var.

Det var heldigvis det sværeste af sporet, men der var stadig nogle få stykke, hvor vi skulle af og trække. Da vi kom til bunden var vi begge enige vi ikke havde behov for af teste den anden dobbel sorte. Til gengæld opdagede vi det største burm jeg har set i virkeligheden. Vores forsøg på at køre det, var dog noget ynkeligt.

Vi valgte at fortsætte på et blåt spor, som til vores glæde var til at køre og stadig underholdende. Jeg var ikke til at stoppe når jeg først kom i gang… og dog. Vi kom til et stort drop, som jeg var overbevist om kunne køres og som jeg ikke ville lade stå uberørt. Da jeg først havde besluttet mig for, at den kunne køres, blev jeg nødt til at køre den, for ikke at få det nederlag til forhindringen.

Det var nok en tiltrængt pause for Mat, som ikke lige havde dagen og normalt er bedre teknisk end mig. Jo længere tid jeg brugte på at køre hen til forhindringen og ikke hoppe, jo sværere blev det for mig at presse mig ud over den. Tror ikke det havde været en problem, hvis jeg ikke havde kigget på den og havde fulgt en forankørende rytter. Har kørt meget vildere ting, men der var alligevel noget der fik mig til at stoppe op lige før droppet. Irriterende og frustrerende! Jeg kunne simpelthen ikke opgive denne forhindring og endelig efter utallige forsøg gav jeg slip på bremsen og kastede mig ud i det. Farten var ikke høj nok til en perfekt landing, men var alligevel nok til at jeg kom helskindet til jorden med en landing der hovedsageligt var på forhjulet.
Det betød, at det næsten var sværere at køre den endnu engang. For jeg ville have den ordentligt, selvom det var en succes oplevelse, følte jeg mig ikke sikker nok på den. Derfor prøvede jeg igen og var tæt på at opgive, da jeg valgte at nu skulle det være nu, da Mat var på vej fra stedet og jeg fik droppet med perfekt fart og landede ‘smooth’!

Herfra var det kun opad bakke både bogstavelig talt og for Mat, som var helt i kulkælderen. Vi skulle tilbage til toppen af Mount Joyce for at få et blåt spor ned til parkeringspladsen. Mat var ved at blive påvirket godt og grundigt af hans dårlige kørsel og synes måske ikke ligefrem det var det fedeste. Det vendte dog fuldstædig da vi nåede toppen. Det her blå spor, opkaldt Bovine Groove, var så ubeskrivelig sprødt. Det er svært at forklare hvad der gjorde det, men det flow man fik på det var utroligt. Jeg var ‘stoked’! (Urban Dictionary: stoked)

Det er denne følelse man hele tiden jagter som mountainbiker! Det er det bedste man kan føle! Mountainbike heaven. Det er ikke mange steder man får denne perfekte balance mellem fart, at gå i et med underlaget og føle sig flyvende. Yes! Fed dag!

Jeg håber jeg for muligheden for at køre her igen (og helst snart)!